Indlæg i 'DET GRØNNE OMRÅDE'

fra d. 25 april 2000


NÆRUM I LANDETS SMUKKESTE PARK

 

Nærum Tennisklub oser af social hygge i deres hyggelige omgivelser og det nyrenoverede klubhus

Man skal ikke opholde sig ret længe på Nærum Tennisklubs smukke anlæg på Hegnsvej i Nærum, før man fatter, hvad det hele drejer sig om i denne klub, der har tennis som sin hobby.
DGO havde sat et par af klubbens aktive bestyrelsesmedlemmer stævne på dette pragtfulde tennisanlæg, der mere bærer præg af en park.
Nærum Tennisklub, der fik sine første baner i 1934 og råder over et ganske specielt klubhus, der igen har en helt unik historie bag sig. I 1949 tilbød direktøren for Nærum Nylonfabrik, at klubben kunne få den træemballage, som de fik fra Amerika, når de modtog varer.
Det tog den daværende bestyrelse imod med kyshånd, og straks gik man i gang med opbygningen af klubhuset, der den dag i dag står som det blev skabt for over 50 år siden. Et bygningsværk af træstykker, der smukt matcher klubbens smukke anlæg på hegnsvej.

 

SUNDT KLUBLIV

Klubben råder i dag over 4 dejlige baner, som sommeren igennem bliver godt benyttet af klubbens mange medlemmer. Nærum Tennisklub har ca. 350 medlemmer, hvoraf de ca. 70 er juniorer.
Vi satser en hel del på ungdommen siger både Birger Hansen og Svend Erik Ottosen , der begge er medlem af klubbens bestyrelse. Selv om vi i klubben lægger stor vægt på det sociale senior- og 'oldies' tennis, så glemmer vi ikke de unge. Vi bruger ca. 1/3 af vores budget på ungdommen og det vil vi blive ved med.
Vi har et godt og velfungerende klubliv med masser af aktiviteter, hvor både unge og ældre er med samtidig - det er det, der er fundamentet i vores klub fortsætter Birger Hansen, der sammen med Svend erik Ottosen ser frem til sommerens sæsonstart den 29. april.

 

KLUBHUSET

Vort gamle men velholdte klubhus har i år med god hjælp fra Søllerød kommune, fået sig en lille ansigtsløftning, hvor vi bl.a. har fået lavet et lille traktørsted.
Klubhuset og den hyggelige terrasse danner naturligvis også rammen om de mange smukke sommeraftner, hvor alle nyder det i hinandens selskab medens grillen gøres klar til et par bøffer eller pølser.
Såfremt man ønsker at vide mere om denne hyggelige klub, der naturligvis også deltager i forskellige turneringer både for ungdom og seniorer, kan man gå ind på klubbens hjemmeside, der lyder navnet: www.naerumtennis.dk, eller ringe til klubbens kasserer Arne Lund på 45 80 56 59.